Centrum for vækst og visioner

Nyhedsbrev nr. 10 | September 2023

Kære Modtager
 
 

Fredericia går fem pladser frem i erhvervsmåling


DI’s årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed viser, at Fredericia er det seneste år blevet mere erhvervsvenlig. Fredericia Kommune er rykket fem pladser frem i målingen – fra en 38. plads til en 33. plads.  

”Det er altid positivt, når man flytter sig i den rigtige retning. Jeg er rigtig glad for, at vi er på rette vej. Vi kan se, at de tiltag, vi allerede har lavet, har haft en effekt, men vi er langt fra i mål, når målsætningen er at være i top 10. Her er en tæt og konstruktiv dialog alfa og omega, når vi skal skabe de bedst mulige forhold for det lokale erhvervsliv. Derfor vil vi også intensivere dialogen med virksomhederne endnu mere, end vi gør i dag”, siger borgmester Steen Wrist.  

Fredericia er gået frem på flere parameter i målingen. Udover en fremgang på dialogen med virksomhederne, så er der også fremgang i forhold til samarbejdet med virksomhedsservice i Jobcenteret og adgang til kvalificeret arbejdskraft.  

”DI Trekantområdet har sammen med Business Fredericia og Fredericia Kommune et fælles ansvar for at få de sidste med, for vi kommer til at mangle på mennesker i fremtiden. Det har vi allerede taget initiativ til ved at indkalde parterne til et dialogmøde med fokus på denne problemstilling”, siger Claus Rasmussen, bestyrelsesmedlem i DI Trekantområdet.

Et af de områder, hvor der er plads til forbedringer, er sagsbehandlingstiderne for byggesager.

”Vi har sat mange skibe i søen i forhold til byggesagsbehandlingen, men det er ikke noget, der bliver ændret fra dag til dag. Men vi er allerede godt på vej til en god og smidig byggesagsbehandling. Det vigtigste for os er, at virksomhederne har en god oplevelse omkring deres byggesagsbehandling”, siger Direktør for Vækst, Teknik og Klima, Rene Olesen.

Formanden for Håndværkerforeningen Jesper Bjerrisgaard er enige i, at det går den rigtige vej.  

”Vi havde selvfølgelig håbet på en bedre placering, men tallene kommer ikke bag på os da der er tale om tal fra 2022. Vi er på rette spor og med samarbejde og god dialog, er jeg sikker på, at vi i forhold til byggesagsbehandlingen kan rykke os yderligere i den rigtige retning”, siger Jesper Bjerrisgaard.  

Svarprocenten i år har været meget lav. Kun 10 procent af de virksomheder, der har deltaget i undersøgelsen, har svaret.  

”Jeg synes, at det er ærgerligt, at så få har svaret på undersøgelsen. Det må være et fælles indsatsområde, at vi får svarprocenten op til næste års undersøgelse. Vi har sammen med DI Trekantområdet og Fredericia Kommune en fælles opgave omkring det. Men selvom målingen er usikker, så giver den os dog et indtryk af, at vi får sat ekstra fokus på, hvad der betyder noget for virksomhederne i Fredericia”, siger erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer.
 
Læs pressemeddelelsen fra Fredericia kommune her.
 

 
Følg Business Fredericia på de sociale medier

Følg Business Fredericia, og vores nyheder til og om erhvervslivet i Fredericia på LinkedInFacebook og Instagram.
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del på LinkedIn Del nyhedsbrevet